Med lemlæstede fingre kan det være at jeg I uforstyrret kedsomhed endelig kan forsøge at rasle nogle af

de her historier der ruller rundt I askebægret på mig ud på digitale flader – koste hvad det vil.

Ernst becker beskriver mennesket som I en evig dualitisk kamp imellem de universer vi kan skabe I vores
hoveder, de fantastiske ting vi er I stand til og hvor overlegne og guddommelige enkelte figurer kan
blive, figurer der overskygger deres dødelighed og bliver til cæsar, napoleon, lennin og bolivar – og det
faktum at vi er alle dyr, fuldstændigt skrøbelige som den edderkop jeg forleden druknede I
malingsfortynder, og lige så ubetydelige. Vi skammer os over vores menneskelighed, vi beklæder os med
tekstiler og smykker, vi klipper vores behåring, vi gemmer det faktum at vores dyrekroppe producerer
affald ved at lukke os inde på et toilet og lade det føre vores skammelige produkt langt borte, ude af øje
og ude af sind. Den seksuelle handling er blandt to fremmede ofte stille og ufantasifuld, nærmest
civiliseret, men som elskerne lærer hinanden at kende kan facaderne I tryghed droppes og deres sex
bliver mere “dyrisk”

Jeg ønsker mig hele tiden væk til en situation hvor jeg har tid og overskud og ikke har lyst til andet end at
få alle de tanker der kan definere et helt vågent døgn i mit liv ned således at jeg måske en dag kan få lidt
ro. Men hver eneste gang jeg forsøger at artikulere mine tanker til hvem som helst er de lige så rodet
sammen som den strøm af korte videoer der alligevel distraherere mig fra at skrive noget til at starte
med.

Jeg har lyst til at fortælle en historie om en dreng der flytter fra fyn til københavn til london til
montevideo og fortæller om lighederne imellem mennesker, samt forklarer teknikker til at konstruere i
træ. Jeg har lyst til at fortælle om de persontyper der findes verden over i værksteder og byggepladser.

I montevideo er der flere træer end der er hunde

Og flere hunde end der er mennesker

på min tur om morgenen hvor jeg skamløst har stirret og bagt på hvilken som helst af de smukkeste og
mest frodige damer i bussen er min sidste prøvelse vejen ned ad camino corrales.

Hvert eneste hus på i det her kvarter ligner noget der måske en gang var præsentabelt men ugudelige
årtier i bagende sol har udvisket værdigheden – tilbage er der kun hunde bag forskelligartet indhegning.
Som et kor der synger ved kistens ankomst kan man høre nogen nærme sig af tiltagende hundeglammen

Det tager mig ti minutter at gå den her tur.

Jeg ser direkte ind i øjnene på de dyr der kommer væltene fra trøstesløse døde forhaver og indkørsler og
ser dem en efter en som en bølge der rammer skroget blive stoppet af et tyndt gammelt jernhegn der
adskiller mig fra en kamp om livet.

Det er på sin vis til at forstå hvordan de fattige områder i den her by alle sammen har hunde – sofia
fortæller mig om hvor lidt der er at lave og hvor lidt der er at se frem til. Jeg forestiller mig at
hverdagens længsel og kedsomhed bliver forsøgt brudt af selskabet af deres hund, eller selskabet af en
lille ny – graviditet blandt unge piger er regelen frem for undtagelsen her. Hundene bliver aldrig luftet.
Derudover er det en fordel at have en særdeles effektiv indbrudsalarm i form af en sindssyg køter.

De er gale. Jeg ser ind i deres gab, deres gø komme som konvulsioner dybt fra en krop der har drevet
hovedet til vanvid. De bevæger sig underligt og stikker desperat deres snude igennem gitteret for at
komme bare en lille smule tættere på deres bytte. De står kimet op ad barieren og venter på et nyt
menneske kommer forbi, en ny skygge på væggen som forsvinder ud af deres liv. De er der stadig. Hele
deres liv er en død indkørsel, helvedes forgår. De gør med sådan en ivrighed at de er hæse, øjnene står
som på stylter ud af deres kranier for at kommentere på fodgængernes uduelige ligegyldighed. De gør
det fordi de er sure på omverdenen, de gør det for at være sikker på at de bliver set, de gør det fordi der
ikke er en skid andet at lave. Du er en fremmed der hver morgen nærmer dig din arbejdsplads til et
tiltagene kor af forsømte dyr.

Du kan altid høre dem når du arbejder. Konstant gøen i takt med at folk går på gaden. Gøen indtil du
tager dine høretelefoner på og forsvinder ned i saven.

Jeg ønsker mig hele tiden væk til en eksistens hvor der er ingen forpligtigelser overhovedet, hvor ingen
regner med mig eller nogensinde har gjort det. En eksistens som fuldstændigt udefrakommende der kan
observere forholdende imellem mennesker, men uden nogen kontaktflade ud over flygtige øjeblikke.

I dostovjevskys forbrydelse og straf er min forståelse at fundamentet af bogen handler om hvilken ret
man egentlig nogensinde har til at blande sig eller have en indflydelse i andre folks liv – hvilken ret man
har til at få et andet menneske til at elske, til at stole, og til at handle – på samme vis som hvilken ret
man har til at slå ihjel.

Hovedpersonen argumenterer nærmest til punktet på den store mand af historie teorien, hvor
menneskets historie basalt set er store mænd der tager ture til at bestemme retningen af vores art.
Napoleons hær betalte 30.000 sjæle om dagen, men napoleon er selvsagt en højere figur, en størrere
kampesten en hundredetusindvis af liv, eksemplificeret med hvor mange mennesker der lever og dør i
kæmpe kampe, lidelse og uværdige tilstande, med deres navne glemt efter gravøllen.

Jeg har sat et så gigantisk maskineri igang ved at rejse til Uruguay, og jeg har cæret her i maskinens favn
i over 6 måneder nu. Et netværk af fortrøstning of støtte er blevet rejst i mit navn i en komplet fremmed
verden på grund af at jeg fik en enkelt person til at elske mig. Dusinvis af mennesker bekymrer sig over
mit humør, mit helbred og mine evner til at bevæge mig, mennesker der ellers ikke ville have den
fjerneste ide om min eksistens – og jeg kan skride når som helst jeg har lyst.

Eller hun kan smide mig ud

Eller jeg kan reagere på hendes løfter om at jeg bare kan rejse hvis det er så svært.